Magnesium og forskning

Meget interessant om Magnesium

Magnesium kan måske hjælpe astmatikere

Et dagligt magnesium-tilskud ser ud til at forbedre lungefunktion og livskvalitet hos astmatikere, viser en ny amerikansk undersøgelse. Astma kan være ubehageligt og hæmmende men ifølge ny forskning kan tilskud af mineralet magnesium både forbedre lungefunktionen og øge livskvaliteten. Målinger af lungekapaciteten hos astmatikere, der fik magnesium-piller, viste en forbedring på omtrent seks procent over en halvårlig periode. Der blev ikke observeret tilsvarende forbedringer hos de astmatikere, som fik identiske snydepiller (placebo). Endvidere viste det sig, at de magnesium-behandlede astmatikere havde øget tolerance overfor kemikalier, der normalt forværrer sygdommen. Forskningen er offentliggjort i Journal of Asthma.

Forbedret lungefunktion

Forskerholdet under ledelse af Doktor Alexandre Kazaks fra Bastyr University i Washington State, USA, rekrutterede 55 personer med mild til moderat astma og inddelte dem tilfældigt i grupper, der enten fik en daglig magnesium-dosis på 340 mg eller snydepiller i seks og en halv måned. Efter undersøgelsens afslutning kunne de konstatere, at der i magnesium-gruppen var en seks procent forbedret lungefunktion. Derudover kunne de magnesium-behandlede astmatikere tåle 20 procent mere metacholin end dem i placebo-gruppen, før det kemiske stof udløste sammentrækning af bronkierne. Metacholin er netop kendt for at forværre astma.

Øget livskvalitet

Som led i undersøgelsen blev begge patientgrupper bedt om at udfylde spørgeskemaer med subjektiv bedømmelse af deres livskvalitet. Det var kun i magnesium-gruppen, at der blev set forbedringer. Forskerne gætter på, at magnesium muligvis påvirker cellemembranerne og forbedrer lungernes evne til at udvide sig. Desuden menes magnesium at have en anti-inflammatorisk effekt, som kan være nyttig i forbindelse med astma. Ifølge den landsdækkende og meget omtalte ”National Health and Nutrition Examination Survey” får mindre end halvdelen af USA’s voksne befolkning den anbefalede mængde magnesium i deres kost.

Kilde: Journal of Asthma, Feb 2010, Volume 47, Issue 1, Pages 83-92

Skift sprog Translate to English
Dette indlæg blev udgivet i Aktuelt om Mineraler, Blog og tagget , , , . Bogmærk permalinket.